Episodes

Friday Jun 17, 2022
Friday Jun 17, 2022

Så er rejsen ved at være slut, for vi er nemlig nået til den sidste af vores remix specials, og denne gang har vi kastet vores kærlighed over 2010’erne. Det er årtiet hvor EDM slår igennem i USA, musikblogs er overalt på nettet og streaming af musik begynder at overgå downloads og det fysiske salg.
Det betyder dog heldigvis ikke at det er gået ud over kvaliteten af remixene, og I denne udsendelse lytter vi til geniale remix af bl.a. Tiesto, Kygo, Nero, Trentemøller, M83, Alex Metric & Kölsch med så forskelligartede kunstnere som Turboweekend, Seinabo Sey, Michael Jackson, The Drums, Daft Punk, Empire Of The Sun og London Grammar.
Derudover tager vi os en snak om Gåsetårnet i Vordingborg og vores had til vandsenge, vi får bekræftet at Andy Tennant var en del af det københavnske klubmiljø i starten af 10’erne i øvrigt sammen med selveste Jada, og så spiller vi et nummer som bedst kan betegnes som remixverdenens svar på en cremet og let Philadelphiaost.

Sunday Jun 12, 2022
Sunday Jun 12, 2022

Så blev det søndag og hvis man da ikke lige skal en tur i kirke, så kan man jo passende fortsætte med at hylde 80’erne sammen med Noget Ved Musikken. I dag har vi forberedt endnu en 80’er Remix Special (den tredje af slagsen) og det er med flere fantastiske remix fra herlige navne som f.eks. A-ha, Sandra, The Communards, Rick Astley, Shannon og Bananarama.
Vi har også stadig gang i vores konkurrence, hvor man kan vinde den vidunderlige dobbeltvinyl The Shep Pettibone Master-Mixes, og i denne Remix Special kan man faktisk få et par smagsprøver på præmien i form af Sheps dansable versioner af numre fra Elton John og Belinda Carlisle. Det eneste man skal gøre for at være med i konkurrencen, er at sende os en besked på enten Facebook, Instagram eller på nogetvedmusikkenpodcast@gmail.com og fortælle os hvad jeres favorit remix er. Mere skal der faktisk ikke til!

Saturday Jun 11, 2022
Saturday Jun 11, 2022

Så er det blevet lørdag og Noget Ved Musikken er stadig godt i gang med vores fantastiske 80’er weekend. Det betyder, at vi nu skal kigge på CD 2 af den legendariske compilation Just Can’t Get Enough, som blev udgivet i midten af 90’erne. Den udkom ovenpå en hel del år med fokus på grunge, rock og house, men nu var det altså igen OK at hylde så fine navne som f.eks. Eurythmics, Ultravox, Japan, The Boomtown Rats, Culture Club, Nena og Madness.
Derudover finder vi ud af om Andy Tennant rent faktisk kan huske Dexy’s Midnight Runners og Trans-X, vi afslører at Dupont og Dupont også havde et hit i 80’erne, vi undersøger om der er emner som man absolut ikke skal røre når det gælder sangskrivning, og så prøver vi at forestille os hvordan vi selv ville reagere, hvis vi blev præsenteret for en tysk pige ved navn Katja Googoo på en tilfældig café i Flensburg.
Desuden sætter vi gang i en konkurrence, hvor I kan vinde den nye fantastiske dobbeltvinyl The Shep Pettibone Master-Mixes, som er tilrettelagt af Arthur Baker og indeholder nogle af Shep’s vildeste 80’er remix fra bl.a. Depeche Mode, Pet Shop Boys, George Michael, Duran Duran, Whitney Houston og New Order. Det eneste I skal gøre er at sende os en besked på vores Facebook, Instagram eller måske via mail på nogetvedmusikkenpodcast@gmail.com, hvor I fortæller os hvad jeres favorit remix er, så trækker vi lod blandt alle der sender os deres bud.

Friday Jun 10, 2022
Friday Jun 10, 2022

Så er det igen blevet tid til en compilation, og denne gang hopper vi ind i vores DMC Delorean og rejser tilbage i tiden til de farvestrålende 80’ere. Vi tager os nemlig kærligt af den fantastiske 80’er-opsamling Just Can’t Get Enough som udkom i midten af 90’erne, og som byder på nogle af de største hits fra dette herlige årti.
Vi starter med CD 1 og her bliver det til glimrende genlyt med bl.a. Tears For Fears, New Order, Soft Cell, Kraftwerk, Wham, Spandau Ballet og Depeche Mode som selvfølgelig også har givet navn til opsamlingen.
Derudover afslører vi, at en af jeres værter har et lidt anstrengt forhold til Heaven 17, vi diskuterer om George Michael var en god rapper, vi overvejer om det ville smart at åbne en butik kun med lilletrommer på Denmark Street i London, og så prøver vi at finde ud af om Andy Tennant havde ble på, da han lyttede til Fiction Factory tilbage i 1984.
Afsnittet hvor vi gennemgår CD 2 udkommer allerede i morgen lørdag, og der lancerer vi desuden en konkurrence hvor der er en superfed 80’er-inspireret præmie.

Friday Jun 03, 2022
Friday Jun 03, 2022

I denne uges afsnit 31 af Noget ved musikken sætter vi flaget på halv og mindes Andy Fletcher fra Depeche Mode, som desværre gik bort i sidste uge i en alder af bare 60 år.
Vi anbefaler også ny dansk popmusik fra Liss og the Oceans og en gang klassisk Seattlegrunge fra Nirvana. Og så tager vi et kig på den schweiziske singlehitliste fra juni, 1991.
Derudover bliver det til en snak om ABBAs nye Voyagekoncerter som bliver afholdt i London, og som måske kommer til at ændre koncerter for altid, vi mindes også den græske musiker Vangelis kendt især for hans fantastiske soundtracks, vi prøver at kæde temaet til Conquest of Paradise sammen med en tysk bokser ved navn Max Fiske eller Max Taske (men som i virkeligheden hed Henry Maske), og så bliver der minsandten også plads til vores favorittandlæge Dr. Alban, denne gang i selskab med den lilla Milka-ko.

Friday May 27, 2022
Jeff Buckley Special
Friday May 27, 2022
Friday May 27, 2022

Den 29. maj i år er det præcis 25 år siden, at musikeren Jeff Buckley døde i en tragisk drukneulykke kun 30 år gammel. I dag bliver han betragtet som en kæmpe inspirationskilde for mange store kunstnere som f.eks. Adele, Muse, Lana Del Rey og Coldplay og hans stemme bliver omtalt i nærmest mytologiske vendinger.
På trods af dette, har Noget Ved Musikken aldrig rigtig haft et kæmpe forhold til Buckley, og derfor har vi i denne uges udsendelse givet os selv en lille musikalsk udfordring. Vi har lyttet til hans eneste rigtige album Grace, for at finde ud af, hvorfor han af mange bliver betragtet som en af de største musiklegender fra 90’erne.
Det bliver til lidt af et ”wake up call” for jeres to værter, som må sande at Grace er et mesterværk, og at Jeff Buckley virkelig fortjener alt den ros som han har fået igennem de sidste mange år. Det beviser også, at man aldrig bliver for gammel til at forelske sig i musik, som andre har haft et nært forhold til i snart 30 år, og så håber vi at andre også finder ud af at denne fremragende musiker var så meget mere end hans coverversion af Leonard Cohens Hallelujah.

Friday May 20, 2022
Friday May 20, 2022

It’s remix time!
Så er vi nået til tredje afsnit i vores store remixfølgeton, og denne gang er vi rejst tilbage til 00’erne. Det er et årti, hvor alle havde en Nokia 3310, og jeres to værter også var blevet gamle nok til lovligt at kunne frekventere Danmarks mange diskoteker – noget som vi faktisk ikke gjorde forfærdeligt meget.
Det er også et årti med mange glimrende remix, og vi lytter til bl.a. Danny Tenaglia, Erik Prydz, Fred Falke og Junkie XL som tager Depeche Mode, Pink Floyd, Grizzly Bear og selveste Elvis Presley under kærlig behandling. Denne gang har vi også flere gode danske remix af Brother Brown, Nephew og Trentemøller, og så sætter vi ekstra fokus på en af 00’ernes bedste remixere, Stuart Price, som under pseudonymerne Jacques Le Cont, Thin White Duke og Les Rythmes Digitales gjorde dansegulvene ekstra fantastiske.
Derudover afslører vi at Hexia de Trick måske havde en endnu ondere fætter ved navn Hex Hector, at Trentemøller elsker at bruge en såkaldt ”Ole Sohn knap”, og så spiller vi faktisk også et nummer som er lavet af en af jeres værter, i en remixversion lavet af den anden af jeres værter. Vi ved godt det er lidt ”ananas i egen juice”, men det beviser jo egentlig bare at vi også er ”Noget Ved Musikken”.

Friday May 13, 2022
Friday May 13, 2022

I denne uges udsendelse af Noget Ved Musikken lytter vi til fantastisk ny musik med danske Julie Ellinor og amerikanske Kendrick Lamar, samt lidt ældre musik fra legendariske Natasja. Vi kigger på en 37 år gammel tv-serie som her i 2022 lakker mod enden, men som faktisk har betydet en hel del for den australske musikscene. Og så siger vi et kæmpe tillykke med de 30 år til det vidunderlige album ”Blidt over dig” fra den eminente Lars H.U.G.
Desuden siger vi farvel til Apples iPod, vi gyser over et gammelt afsnit af The X-Files, vi anbefaler podcasten ”a-ha: ranking highs and lows” som ligesom os syder af begejstring for god popmusik, og så kigger vi på en dansk singlehitliste fra maj 1996 som giver anledning til at snakke om militærkommandoer, genren dream house, præsten Thorkild Grosbøll og ingen ringere end selveste Mike Tramp.

Friday May 06, 2022
Friday May 06, 2022

I denne uges udsendelse kaster vi os ud i den fantastiske verden af sodavand, og hvordan sodavandsreklamer i 80’erne og 90’erne var med til at påvirke musikkulturen.
Vi kigger på meget forskellige reklamer fra 7up, Sunkist, Coca Cola og Pepsi som havde hyret store musikalske verdensstjerner som bl.a. Michael Jackson, Britney Spears, Ray Charles, New Order, Kim Carnes og Spice Girls til at hjælpe dem med at sælge deres læskedrikke. Vi får minsandten også plads til en hitliste fra 1989, Coca Cola Eurochart Hot 100 præsenteret af ingen ringere end fantastiske Niels Fez Pedersen.
Derudover bliver det til et indblik i Andy Tennants manglende forhold til Pac-man, en snak om hvordan man fik New Orders forsanger Bernard Sumner til at synge fjollet sodavandslyrik uden at komme til at grine, vi kommer med en opfordring til at udgive Anders Frandsens musik fra de gamle Mercireklamer på vinyl til Record Store Day og så føler vi lidt med Enrique Iglesias som både bliver ydmyget og spist af en løve i en gammel Pepsireklame.

Friday Apr 29, 2022
SPOT Festival Special: Gorgeous, Lucky Lo, Komorebi Garden & Hedda Mae
Friday Apr 29, 2022
Friday Apr 29, 2022

I denne uges udsendelse sætter vi fokus på den vigtigste festival i Danmark når det gælder vækstlaget og den nye danske musikscene, nemlig SPOT Festival. Traditionen tro foregår det i Aarhus og i år er det den 6. og 7. maj man kan blive præsenteret for et stort udvalg af fantastisk ny nordisk musik.
Vi spiller et lille musikalsk potpourri, af noget af det I kan opleve i den jyske hovedstad, og kommer desuden med ekstra store anbefalinger af herlig norsk pop fra Hedda Mae, melodisk indiepop fra svenskdanske Lucky Lo, vidunderlig R&B fra danske Komorebi Garden og en intet mindre end fantastisk debutsingle fra københavnske Gorgeous.
Derudover bringer vi også et interview med manden bag SPOT Festival Gunnar Madsen, som var med til at starte festivalen i midten af halvfemserne. Det bliver til en snak om SPOT 2022, om hvordan processen med at udvælge kunstnere til festivalen fungerer og så kunne vi heller ikke lade være med at spørge ind til, om han egentlig ikke også var med til at få sat gang i The Raveonettes karriere.

